Historien om Louie

Bamsen Louie er skabt med et ønske om at give børn noget trygt at holde fast i, når livet føles svært, utrygt eller uoverskueligt.

I starten af august kom de første 2.000 Louie-bamser hjem til CoolUnite. Nu sidder de klar til at komme ud i verden – ud til hospitaler, afdelinger, organisationer og steder, hvor børn har brug for ekstra omsorg, tryghed og et blødt kram.

For nogle børn er hverdagen præget af sygdom, behandlinger, indlæggelser eller lange dage væk hjemmefra. For andre handler det om sårbarhed, uro eller svære perioder, hvor der er brug for lidt ekstra nærvær. Her kan en bamse virke som en lille ting – men for et barn kan den betyde rigtig meget.

Louie er tænkt som en blød ven, der kan være med på hospitalet, i sengen, i tasken, til samtaler eller bare tæt ind til kroppen, når man har brug for et kram. Han skal minde barnet om, at der er nogen, der tænker på dem, og at de ikke står alene.

Hos CoolUnite arbejder vi for at gøre hverdagen lettere og lidt sjovere for sårbare, sygdomsramte og udsatte børn. Louie er en del af det arbejde – skabt til at sprede tryghed, nærvær og små øjeblikke af glæde, når der er allermest brug for det.

Louie er klar til at komme ud til børnene

De 2.000 Louie-bamser skal ud og gøre en forskel hos børn, der står i en svær eller sårbar situation. Derfor kan hospitaler, børneafdelinger, bosteder, organisationer og andre relevante steder kontakte os, hvis de/I ønsker at høre mere om muligheden for at få Louie udleveret – kontakt os på info@coolunite.dk

Louie kan ikke fjerne det svære.
Men han kan være noget blødt at holde om, når verden føles lidt for stor.